29 62 69 79 info@loeven-ung.dk

STROF Metode

STROF  model

På Løven har vi videreudviklet og implementeret STROF-modellen, som er udviklet af den svenske børnelæge Lars Gustafsson på baggrund af sit arbejde i flygtningelejre rundt omkring i verden. Det er en model for det pædagogiske arbejde, som er nyttigt af have for øje, når man arbejder med traumatiserede børn og unge.

I vores daglige praksis afspejles den sig således:

S for Struktur.

Struktur hjælper til at modvirke indre kaos og den uforudsigelighed, som mange traumatiserede børn/unge kan være ramt af. Struktur skaber genkendelighed, som på sigt hjælper barnet til at få den ro, det kræver at udvikle sig og lære.

Vi har fokus på at skabe og opretholde en ’normal’ døgnrytme. Vi arbejder med individuelle tilrettelagte ugeplaner. Aktivitetsplan for vores fastlagte lørdagsaktiviteter. Pædagogernes arbejdsplan er synlige for de unge. Vi har få og klare Husregler.

 

T for Tale, Tid og Tegne.

Gennem en fast, rummelig og anerkende kontakt til pædagogerne, giver man plads til at lytte til den enkelte.

Vi arbejder med primærpædagoger og har fokus på den motiverende- og løsningfokuserede samtale i dagligdagen (og vi vælger vores kampe/konflikter med omhu). Vi afsætter tid/ressourcer til fastlagte ugentlige udviklingssamtaler.

Vi tegner meget. Dels som et fælles tredje ifh.t at kommunikere når vi ikke har et fælles sprog. Dels som værktøj ifb.m ’den svære samtale’ (samtalen synlig- og fællesgøres nede på papiret og den evt. svære øjenkontakt undgås legalt). Hertil er tegning en rimelig ufarlig måde at udtrykke sig på og giver mulighed for at bearbejde svære oplevelser og traumer.

 

R for Ritualer.

Ritualer skaber også genkendelighed og dermed tryghed.

Vi hilser altid på hinanden ved håndtryk. Vi siger godmorgen og godnat. Vi fejrer fødselsdage og div. højtider –også ifh.t og på tværs af de forskellige kulturer. Vi har ritualer for ind- og udflytning.

 

O for Organiseret leg/aktiviteter og Omsorg.

Organiseret leg/aktivitet kan hjælpe med at bryde forvirring og rastløshed gennem ordnede aktiviteter og tydelige ’spilleregler’, som vi som professionelle støtter op om, indtil vores unge selv er i stand til at varetage udfordringerne.

Vi har vores fastlagte lørdagsaktivitet og planlagte ferier. Vi spiller spil og leger (’selskabslege’, spiller fodbold osv.). Hver ung har en fast maddag sammen med en pædagog. Vi har lektiehjælp 4 aftener om ugen.

Vi bestræber os på at yde den maximale omsorg for hver enkelt ung –det kommer til udtryk på mange måder, lige fra at være opsøgende nysgerrig og interesseret, til at puste på en skramme og lave en kop te.

 

F for Forældresamarbejde.

Vi søger at etablere det bedst mulige samarbejde med forældre og derigennem støtte forældre og unge til at bevare eller genopbygge et godt forhold. Ligesom vi gør, hvad vi kan, for at skabe god kontakt til evt. herboende familie.

For de unge der ikke har deres forældre her i landet, forsøger vi så vidt som muligt at have kontakt til forældre i hjemlandet eller hvor de nu befinder sig. Dette med henblik på at opretholde eller genvinde forældrerollen.

 

Kontakt os

Opholdsstedet Løven er godkendt til ti pladser til unge i alderen 15-26 år jf. Serviceloven § 66 og §107. Pladserne fordeles fleksibelt mellem servicelovens §66 og §107.

Lindevej 16, 4300 Holbæk

info@loeven-ung.dk

 

Daglig leder

29 62 69 79

Forstander

30 45 54 80

Husets telefon

20 73 65 00

Send os en besked